Med kajak i Vadehavet - Fanø

Afstand: 20.63 Km

Kajak i Vadehavet er for dig, som søger nye udfordringer. Når solen skinner, vandet ligger spejlblankt og man ikke kan se hvor havet slutter og himlen begynder - så kan det være svært at forestille sig, at Vadehavet også er et af de mest udfordrende farvande at ro i i Danmark.

Her er faktisk mange dage med stille vejr hvor den største udfordring består i at få aflæst tidevandstabellen korrekt, så du er sikker på at have strømmen med dig og vand nok under kølen.

På de stille dage er det ren balsam for sjælen at ro rundt i Vadehavet. Tidevandet gør arbejdet for dig. Hvis du har timet det korrekt, så kan du faktisk få det som roede du nedstrøms i en å - i havet, det er en speciel fornemmelse! Du kan selvfølgelig også gøre det modsat, ro mod strømmen både ud og ind, for træningens skyld.

Det forekommer en sjælden gang imellem at man ikke ser sæler på en tur, men det er ikke tit. Vadehavet er et naturreservat, Danmarks største, og her myldrer med liv; sæler er der mange af og næsten over det hele. Er du fugleinteresseret er Vadehavet et slaraffenland. 

Det skal siges, at Vadehavet som udgangspunkt ikke er velegnet for begyndere. Der er områder, der er sikre nok, men er du usikker er det bedre at lade være. Du kan også kontakte nogle af de lokale klubber i området for yderligere informationer. Ruteforslagene på disse sider er stort set alle på EPP2 niveau og højere.

For mig er den helt store attraktion i Vadehavet - HAVET. Den megen strøm, at få timet sin tur helt rigtigt - så det lykkes at fange strømmen både ud og hjem - eller at være det rigtige sted lige når strømmen er kraftigst, så man kan lege for alvor. At lægge kajakken i vandet en aften hvor det er helt stille vejr og man næsten kan se til England, som er næste punkt på landkortet. Eller gøre det samme en efterårsdag med kraftig blæst og store bølger. Vandet er virkelig afvekslende! Og den faktor sammen med vinden som afgør og former alt her i området. Tidevandet ændrer landskabet og det kan overraske hvor meget det ændrer.

Peter Holland, Kajakinstruktør



Opdateret af: Vadehavskysten  | info@vadehavskysten.dk
Fællesskab i kajak på Fanø Fotograf: Destination Vadehavskysten Copyright: Destination Vadehavskysten
Kajak ved højvande på Fanø Fotograf: Destination Vadehavskysten Copyright: Destination Vadehavskysten
Kajak ved aftentid på Fanø Fotograf: Fanø Turistbureau Copyright: Fanø Turistbureau